Journalistik & Foto

Er du nysgerrig på verden omkring dig? Tør du møde mennesker og fortælle deres historie? Brænder du for at skrive, filme, tage billeder eller optage lyd? Og drømmer du måske om selv at blive journalist en dag? Så er JOURNALISTIK & FOTO faget for dig!

Journalistikkens rolle i samfundet er vigtigere end nogensinde. Vi lever i et hav af informationer, hvor alle har et medie liggende i lommen og en nyhedsstrøm, der aldrig står stille. Derfor er det vigtigt at kunne navigere i og tænke kritisk om al den information, vi dagligt møder. Det lærer du hos os.

På JOURNALISTIK & FOTO sidder vi ikke på hænderne. Her er skridtet fra teori til praksis meget kort. Vi tror på, at man lærer mest af at prøve sig selv af, og få faget mellem hænderne. Det betyder, at vi konstant øver os på det, vi lærer i klasseværelset, ved at gøre det selv.

JOURNALISTIK & FOTO handler om tage chancer og kaste sig ud i det, der er ukendt. På den måde lærer vi, hvad vi gerne vil gøre anderledes næste gang og konstant forbedre os. Du vil få feedback af din lærer, men vigtigst af alt lærer du selv at give og få feedback fra de andre elever på holdet.

I den første tid af skoleåret får du mulighed for at prøve kræfter med en bred vifte af medier. Du skal skrive nyhedsartikler, lave radio-reportager, producere TV-indslag og lære at tage skarpe billeder. Senere vil du få mulighed for at vælge et medie, du brænder for, og som du gerne vil dyrke og dygtiggøre dig i.

Journalistisk & Foto er drevet af elevernes arbejde, og deres produktioner får også lov til at leve uden for klasselokalet. Vi laver vores egen avis, udgiver vores egne nyhedsudsendelser og sender live radio om aftenen fra vores eget radiostudie til øen.

Hvis det allerede nu kribler lidt i dine fingre for at få en mikrofon i hænderne, og du har fået tændt en lille gnist, og ikke kan vente med at komme ud og møde mennesker, og fortælle om verden – så skal du vælge JOURNALISTIK & FOTO.

På Journalistik & Foto:

  • Får du en forståelse af grundlæggende journalistik: Interviewteknik, research, vinkling, presseetik og kildehåndtering.
  • Lærer du at formidle historier både på skrift, lyd og i billeder.
  • Lærer du at bruge de samme redigeringsprogrammer, som på de journalistiske redaktioner.
  • Lærer du at tænke kritisk, og analysere den information, du møder.
  • Lærer du at være en del af en sund feedback-kultur.
  • Skal du ud og interviewe mennesker, og formidle deres historier.
  • Skal du ud og møde rigtige journalister og kommer med ind i maskinrummet i mediehusene både i Danmark og udlandet.

Rejsemål: Sydafrika

Undervisere på Journalistik & Foto

Mark Jensen-Skovgaard

“Efterskolen kan være nogle af de vigtigste år i livet, og det vil jeg gerne give videre til mine elever. Det er en kæmpe fornøjelse at være med dem, når de kaster sig ud på dybt vand, prøver sig selv af, og opdager sider af sig selv, de ikke kendte. Jeg elsker at se eleverne vokse. ”

Uddannet journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Michael Guldberg Printzlau

“Ordene fra mine egne efterskolelærer runger stadig i mit sind. Jeg er overbevist om, at jeg ikke ville være halvdelen af den person, jeg er i dag uden min tid på efterskole. Jeg håber, jeg kan give bare en brøkdel af det videre til eleverne.”

Uddannet fotojournalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole