Elevbrev – Ærø Efterskole

Kære kommende elev på Ærø Efterskole.

Dette brev er ikke til dine forældre eller fyldt med diverse praktiske informationer om, at du skal huske at have en cykel med eller have navn på alle dine ting. Det er skrevet til dig fra alle medarbejderne på Ærø Efterskole. Vi har hver vores opgaver på skolen, men står sammen i fællesskab og løfter i flok.

Du og dine kommende kammerater er de allerførste elever på Ærø Efterskole og hvilken ære. I har en helt igennem unik mulighed for at sætte jeres præg på, hvordan den ultimative efterskole skal være. Tænk engang, at du kommer til at kunne se jeres årgangs aftryk på kommende årganges efterskoleliv. Det finder man ikke andre steder i landet, og vi er glade for, at du vil være med på denne rejse.

Essensen af vores hilsen er; vi glæder os til at møde dig og er max klar på et efterskoleår med netop dig!

Et år på Ærø Efterskole starter på færgen. Måske spotter du nogle af dine nye venner på færgen, der også sidder spændte og forventningsfulde overfor, hvad der venter jer derovre. Færgeturen bliver i løbet af året dit og dine kammeraters sted midt mellem efterskolen og forældre.

Efter færgeturen lander I på efterskolen. Måske mærker du et sug i maven over, at det her er dit hjem. Du får øje på det vægmaleri, du har været med til at male eller kommer i tanke om det fede arrangement dagen efter, som du og dine venner har taget initiativ til. Du mærker helt tydeligt, at det er din skole – og at du er med til at skabe den. Vi har planlagt det fedeste program for året, men I er med til at fylde alle hullerne med sjove påfund, jeres boblende fællesskab og venskaber. Vi lytter nysgerrigt til alle jeres idéer og forsøger sammen med jer at gøre dem til virkelighed.

På Ærø Efterskole kommer du til at møde mennesker, der måske minder om dig selv eller er helt anderledes. Sammen vil vi finde ind i det særlige efterskolefællesskab, hvor vi mødes på tværs af, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Der skal være plads til at være præcis, den man er og også til at prøve sig selv af i løbet af året.

Kære kommende ven, vi ses snart. Vi er så utroligt spændte på at møde dig og på at opleve Ærø og Ærø Efterskole med dine øjne, dit perspektiv og din personlighed. Hvad end der kommer til at ske det næste år, så har vi hinandens ryg – altid!

De bedste hilsner

Alle medarbejdere på Ærø Efterskole

Juni 2021.

Besøg os på Ærø Efterskole.

Du er altid velkommen til at komme og få en rundvisning og uforpligtende samtale på skolen. Ring og aftal et besøg med vores forstander Mogens eller læs mere her.

Ring til Mogens og
book en rundvisning
+45 6352 6050