Skip to main content

Dagbog fra Japan

November 2023

LUKA OG ARTHUR

På rejsens dag 3 besøgte vi en familiegård igennem mange generationer. Det var det her stop på rejsen, vi glædede os mest til, og alligevel sprang det vores forventninger. Værternes glæde, bemærkelsesværdige gæstfrihed og begejstring over at have os på besøg smittede af på os alle. Vi blev modtaget med sang, store smil og god, traditionel japansk mad, der er lavet fra bunden af deres egne råvarer.

Barmhjertigheden og den måde de lukkede os ind i deres hjem skabte en fortryllende bro imellem vores vidt forskellige kulturer. Det kan man ikke finde i en storby. Lokalet havde en underklang af ære og stolthed, og på en af væggene hang der, nærmest majestætisk, portrætter af de tidligere generationer i familien.

Vi var på besøg, men ikke som turister. Man blev bare glad i låget med det samme. Slægtgårdens historie var unik, og der var en årsag til alt. Stenens placering i haven, der skulle forestille vulkanen Fujisan. Den larmende dør, der advarede én, hvis der kom uvedkommende. Benene på det ældgamle Go’ spil, der skulle bruges til at placere de afhuggede hoveder af dem, som vovede at forstyrre det hellige spil. De stod allesammen og vinkede til os, da vi, efter alt for kort tid, var nødt til at køre igen. De var entusiastiske på en sådan måde, at man skulle tro, vi havde kendt dem i flere år.

Turen var de mange timer i bussen værd. Det er på en måde svært at få sådan en stor oplevelse nedskåret til blot en lille tekst. Det var så bevægende at være til stede i virkeligheden, at kunne se dem i øjnene, at kunne tale med dem og lære dem at kende. Kort sagt; Japan er en oplevelse for livet, og med en slags særlighed over sig, så vi bare ved, at vi vil huske det for evigt.